Historie

Møltrup Optagelseshjem og det arbejde, der er gjort her de sidste 110 år for at hjælpe og støtte de mennesker, der af én eller anden grund er kommet så langt ud på livets overdrev, at det har været nødvendigt at nulstille livets display og starte på en frisk, har vist sin eksistensberettigelse.

De tanker og idéer, som fængselspræsten Johannes Munck den 1. juli 1912 startede hjemmet på, har nu været bæredygtige i mere end 100 år.

Hjemmets og idéens levedygtighed skyldes utvivlsomt, at mange af de mænd, der kommer til Møltrup ikke blot har brug for basale fornødenheder som mad, klæder og en seng. De har i lige så høj grad brug for at få opbygget tilliden til andre mennesker og ikke mindst tilliden til sig selv. Denne fase varetages ikke bedre end på Møltrup. Her sker det blandt andet gennem et arbejdsfællesskab, hvor man respekterer hinanden.

En anden vigtig faktor er, at det daglige arbejde stadig tager udgangspunkt i stifterens grundsyn: Møltrup Optagelseshjem skal ikke være et opbevaringssted. Det skal være et hjem, hvor mennesker i nød kan få hjælp til igen at få fodfæste i livet.

Navnet Møltrup kendes i sin nuværende form helt tilbage til slutningen af 1500-tallet, hvor det mere lydrette ord afløste 'Moltorp', der er sammensat af ordene 'mole' og 'torp' - altså et møllested, hvor der maltes korn. Ser man på gårdens beliggenhed, er der ingen tvivl om, at der på et tidspunkt i historien har været et mølleværk på stedet.

stifteren Johannes munck

Johannes Munck blev født den 12. august 1867 på Kristianshavn i København. Hans far Vilhelm Munck var ansat som fængselspræst i statsfængslet Vridsløselille, og moderen Marie Munck kom fra Lolland.

De første 8 år af sin barndom tilbragte Johannes sammen med forældrene og sine to brødre på Kristianshavn, hvor de boede på Overgaden neden Vandet.

I 1875 flyttede familien Munck til Sydsjælland for at rykke ind i præstegården i Lille-Næstved, hvor faderen var blevet ansat som præst. Her tog Johannes' skoleliv for alvor sin begyndelse. Skolegangen havde ikke drengens store interesse, og særlig flittig var han heller ikke. Johannes fortæller selv, at faderen af og til revsede ham, når en alt andet end prangende karakterbog blev præsenteret til underskrift. Trods det må man sige, at han voksede op i et trygt, kristent hjem. Et hjem, hvor der blev talt med børnene for at give dem holdninger. Blandt andet forholdene omkring det sociale aspekt lærte børnene tidligt i Munck-familien. Når præstegården i Lille-Næstved fik besøg af tidligere indsatte fra Vridsløselille, var børnene opdraget til, at man ikke havde ret eller grund til at gøre forskel på mennesker hverken efter stand eller stilling.

Denne tidlige forståelse og respekt for andre mennesker har uden tvivl været en stor hjælp for Johannes Munck i hans senere arbejde på Møltrup.

Efter sin studentereksamen læste han teologi, og kunne i 1893 kalde sig for cand. theol. Efter aftjent værnepligt i marinen, underviste han på forskellige skoler i København. I 1894 blev han ansat som fængselspræst i Vridsløselilles Forbedringshus. Samme år giftede han sig med Marie Fabricius, som han havde været forlovet med i otte år.

Kapitlet på Møltrup starter for Marie og Johannes den 1. juli 1912, da de slog dørene op for de første hjemløse, tidligere straffede og venneløse mænd. Muncks erfaringer fra sit virke som fængselspræst i Vridsløselille inspirerede ham til at skabe et hjem med kristne værdier for de mennesker, han der havde mødt og set.

Munck ønskede at at møde de tilrejsende til hjemmet med en kærlighed der 'tror alt, håber alt, tåler alt'. Ikke, som på fængslet, ved at blive set ned på. Men i stedet ved anerkendelse og ligeværdighed.

Skomager Anders Rasmussen var den allerførste mand som ankom til det nyåbnede Møltrup Optagelseshjem. Men hvad var det han var kommet til? Ja, det var mere et hjerterum end husrum. Det var jo en gammel herregård, og slet ikke et sted indrettet til et hjem for hjemløse. Pladsen blev hurtigt for trang. På det etablerede snedkerværksted blev der fremstillet senge. Madrasserne lavede de også selv. Det første halve år boede mændene desuden på lofterne over staldene. En notits fra Herning Folkeblad fra 1912 beskriver hvordan Johannes Munck lejede det nærliggende Timring Forsamlingshus for at bruge det som overnatningssted for mændene.